Kapitel 5 – Stone Island
25. marts, 2019
Stone Island – England
Howard efterlod resterne af Graywick bag sig. Såret på hans side, han havde fået i kampen mod den falske præst, havde ikke været synderlig slemt, og han havde nemt helet det med sine kræfter. Marcus var ganske vist den med de største talenter indenfor området at omstrukturere mennesker, specifikt sig selv, men han var stukket af, før Howard kunne nå at bede ham om hjælp. Howards evner var alsidige og mangfoldige. Han havde gennemskuet metoder til at bruge skyggen til de andre verdener til at teleportere fra et sted til et andet, og han havde stor magt inden for den fysiske verden. Han kunne bruge energien i verden omkring ham som fangarme, som han kunne gribe fat om ting og mennesker med. Udover det havde han mange skjulte talenter, som han havde udviklet over de mange år, han havde rejst rundt mellem verdenerne. Marcus derimod var simpel, både som person og som troldmand. Hans evner var dog ikke mindre imponerende af den grund. Howard misundende ikke sin bror for meget, men hans evne til ubegrænset at skifte form og til at heale sig selv var uden lige. Mest misundende Howard ham for hans tilsyneladende mangel på forståelse overfor sine egne evner. Lige så naturligt det var for Marcus at bruge sin krop, lige så naturligt var det for ham at bruge sine kræfter. Taro-energierne var en videnskab, og præcis som forskere, der har fundet forskellige anvendelser med de samme elementer, var praktikerne af Taro-energierne lige så mangfoldige. Elzas kræfter var et mysterium for Howard. På samme måde som han selv, var hun i stand til at bruge energien som en forlængelse af sig selv, men hun havde også en sær evne til at se ind i folks sind på, som ellers ville kræve stor koncentration for Howard. Udover det havde Howard altid haft på fornemmelsen, at Elza skjulte et potentiale som aldrig havde vist sig.
Det var en følelse, han fik, når hun så igennem ham på den måde, som hun kunne. Sara, derimod, var et andet væsen. Hun var alsidig som sin søster, men hendes magt over andres sind var formidabel og forfærdelig. Der var ikke det, hun ikke kunne tvinge folk til, og i processen brændte hun deres indre organer op, så der ikke var andet tilbage end forkullet aske.
Howards tanker blev afbrudt af billeder af kvæstede hovedløse lig, som lå spredt udover græsset tæt ved Graywick. Det eneste, der var tilbage af byen nu, var en tom spøgelsesby, som befandt sig i den nordvestlige del af England. Med opgaven fuldført satte han kursen mod Stone Island. Turen hjem var langsommelig og begivenhedsløs, men den havde givet rig plads til minder og refleksion.
Der var gået to år nu. To år siden hans søskende og han selv var sluppet fri af deres pinefulde lænker, som Xeroth Xadarian havde pålagt dem. Et mørkt og ondt væsen fra en anden verden som på mesterlig vis havde infiltreret deres sind. Xeroth stammede fra en anden verden, som blandt andet var kendt som Kryznakh. I den verden havde Xeroth været prins, og ved kongens død var tronen gået til hans bror, Yggra. Det huede ikke Xeroth, og derfor forsøgte han sig med et kup, men det mislykkedes. Xeroths oprør skulle vise sig at koste ham dyrt. Efter flere årtiers pinsler var han undsluppet sit fængsel og pålagde landet en forfærdelig forbandelse, som dræbte naturen og sløvede sindet af Kryznakhs indbyggere, indtil de ikke var andet end voldelige tomme skaller. Samtidig i 1878 på Stone Island uden for Englands kyst havde Howard overtalt sine søskende til at udføre et ritual, der var designet til at give dem ufattelige kræfter. De var dog kun børn dengang og anede knapt nok, hvad de foretog sig. Det hele endte skidt. De brugte en gammel Taro-klokke, som var lig den, han lige havde ødelagt i Graywick til at svække membranen mellem verdenerne, og det var der, at Xeroth så sin chance. Med et mestertræk delte han sit eget sind og drev ind i de fire børn, og igennem mere end hundrede år holdt han dem i live og forsøgte at overtage deres kroppe totalt, i håb om at kunne bruge dem som redskaber til at få sin endelige hævn. Howard havde vandret Kryznakhs golde sletter i årtier, før han fandt noget brugbart i kampen mod den mørke prins. Han fandt til sidst vogteren Venron den Gamle, som guidede ham i hans krig mod en, indtil da, usynlig fjende i Venrons bibliotek, som var et fortryllet tårn, der indeholdt al historie om Kryznakh. Endeløse haller fyldt med dokumenter, optegnelser, kort og stamtavler. Der var historier om gamle krige og alliancer, fortællinger om lokale helte og ledere, og der var optegnelser over kriminelle og deres gerninger og straffe. Der var dokumenter om selv de mindst betydelige skabninger i verden, fra den dag de trak deres første åndedræt til deres sidste. Hvert dokument og optegnelse skabte sig selv som tiden gik, og tårnet stod upåvirket af tidens slid. Venron havde peget Howard i den rigtige retning, og med hans hjælp havde Howard lært sin fjendes sande navn og natur. Indtil da havde Stone-børnene blot regnet med, at deres egne sind var blevet korrupte af ritualet, Howard havde overtalt dem til. Howard fik med meget besvær samlet sine søskende. For de var spredt for alle vinde, og Howard rejste gennem tid og rum for at finde svar, så han fik aldrig mulighed for at have kontakt med dem alle på samme tidspunkt. Sammen fik de kastet Xeroth bort. Alt sammen gjort muligt fordi de stod sammen, og fordi de havde stenen. Howard kiggede på den sorte sten, der sad for enden af hans stok, som tjente som hans instrument og våben. Uden han havde tænkt over det, sad han og fumlede med den mellem sine hænder. Han kørte fingrene over overfladen og mærkede de mange kanter og vinkler i den. Det havde en beroligende effekt på ham, som han ikke helt kunne forklare, hvis han blev spurgt.
Efter han stod af færgen til Stone Island, så han frem til at sætte sig i en lænestol og meditere ved flammerne i pejsen, i hvad der havde været hans fars yndlings rum, ’det lille bibliotek’ som han havde kaldt det for. Howard havde endnu ikke set så meget som skyggen af Marcus, siden de skiltes i Graywick, men hvis han kendte ham ret, så var han allerede ankommet. Det tog ikke Marcus mange timer at rejse i form af en ørn eller et prægtigt havdyr, som kunne svømme langs kysten. Hans brors forvandlinger var ikke nær så mægtige, som da han var besat af Xeroth, men de var frivillige og varieret i forhold til det bestialske væsen, som havde været hans form under Xeroths indflydelse. Ikke desto mindre var hans forvandlinger bestemt en formidabel egenskab. Det var ikke en uhørt egenskab, men en særdeles sjælden en af slagsen. At forme muskler og knogler var en kompliceret affære. Igen kunne Howard føle misundelsen snige sig ind over sin brors egenskab, som han desuden ikke forstod, hvordan Marcus kunne håndtere. Marcus kunne knapt nok løfte en bog fra et bord med Taro-kræfterne, men at skifte form var intet problem for ham. Derimod var han ikke så misundelig, som han var frustreret over sin brors temperament, som var knapt så varieret som hans mange former. Der skulle ikke meget til, før Howards bror tabte sig selv til et vildt og blodtørstigt raserianfald. Sådan havde det altid været. Siden de var helt små, kunne Howard huske, hvordan Marcus altid blev vred og voldsom, hvis tingene ikke formede sig efter hans hoved. Han var den ældste, og derfor mente han, at han skulle komme i første række.
Howard gik forbi den lille sø. Bagved den kunne han se, hvad der var tilbage af ruinerne på klippeafsatsen, som hang ensomt ud over havet. Han fordømte det sted for evig tid. Det var der, at han og hans søskende havde påkaldt Xeroth fra en anden verden, og det selvsamme sted hvor de havde forvist ham, og i samme hug havde lukket knudepunktet til de andre verdener. En strategi de havde praktiseret lige siden, for at sikre sig at Xeroth aldrig kunne vende tilbage. Det eneste problem var mængden af knudepunkter, samt de fleste blev benyttet af grådige troldmænd. De fleste var medlemmer af Taro-ordenen, som var en ældgammel orden af troldmænd og hekse, som strakte sig helt tilbage til middelalderen. Måske endda tidligere end det. Flere gange havde Howards og Marcus’ vej krydset de hensynsløse troldmænd, og gang på gang var det endt med blodspild. Det var ikke en opgave Howard nød, men den var nødvendig. Marcus derimod lod til at nyde at holde sig i gang på den måde. At dræbe var det, han kendte bedst til. Det var det erhverv, han havde haft i mere end hundrede år. Der var stort set ikke den større krig, som Marcus ikke havde deltaget i. Det var den kunst, han kendte til, og det var det, som han unægteligt var god til. Grunden, til at det endte med at være nødvendigt, var både, fordi de skulle lukke knudepunkterne, for at holde Xeroth afskåret fra denne verden, men også fordi så mange af troldmændene og heksene misbrugte deres kræfter, som præsten i Graywick. De typiske årsager var magt, penge og kontrol – en række ting Howard havde udviklet en vis foragt over for i løbet af de sidste to år.
Da han nåede gennem skoven på Stone Island, kunne han se Stone palæet. Som altid rejste den enorme bygning sig i landskabet som et bjerg af mursten og glas. Da de var flyttet ind i det for to år siden, var det stort set faldet fra hinanden, men Howard havde betalt i dyre domme for at få stedet renoveret. Efter at familien havde været væk fra øen i mere end 130 år, var den ellers berømte formue forsvundet. Stone familien havde altid været velhavende. I gamle dage havde hans far handlet med antikviteter, hvilket betød, at Stone Island var som et skattekammer. Det havde ikke taget lang tid at genoprette formuen med de mange værdigenstande, der lå i kælderen. Alt, der kunne restaureres, var blevet det, hvilket inkluderede et nyt hegn, ny port, nye vinduer, tag og istandsættelse af de ydre vægge, samt visse indre rum havde fået en gennemgang. Og det var, udover den komplette elinstallation, som gjorde det muligt at holde huset varmt og lyst uden brug af de gamle olielamper og pejse, som tidligere havde været den primære varme og lyskilde. Han havde også fået ansat en række tjenestefolk. Der var to gartnere, en butler, to rengøringsfolk, en kok og to andre tjenestefolk, som udfyldte alle roller imellem dem. De boede alle sammen i den vestlige del af palæet, hvor tjenestefolk havde boet lige siden hans bedstefars tid. På trods af maling, finpudsning og den fornyede belysning var både øen og palæet, som han huskede det fra gammel tid, da ham og hans søskende løb rundt i de uendelige gange og legede gemmeleg, eller når de løb gennem skoven og legede, at de var eventyrere som fandt skjulte skatte, ofte i form af fugleæg og grankogler. Der var mange gode minder på øen, men også en række mørke og dystre minder, som aldrig ville forsvinde. Klokken som ringede, mens havet kogte, vinden skreg, og jorden rystede. Hans fars blod der spildte på gulvet, mens han sank i knæ. Marcus’ blodige arm som trak sig ud af hans bryst, idet han sprang ud ad vinduet og forlod Stone Island. Indtil Howard havde fundet ham og genforenet familien. Conrads gamle gård, som Howard allerede havde passeret, havde han dog ladet rive ned. I stedet for havde han opført en blomsterhave, hvor huset havde stået til minde om de folk, der engang havde holdt liv i gården. Howard havde mange gode minder om de stilfærdige bønder, som havde passet gården. Det havde dog mest været Sara, som havde tilbragt tid med den lille familie, men Howard havde også sin del af minder om hjemmebagt citronkage og duften af friskbrygget the. Howard forlod de gamle minder og gik gennem porten til palæet. Indgangen duftede af nyudsprungne roser, som stammede fra friske rosenhække, der dannede en sti op til den nymalede hoveddør.
Da Howard gik ind i hallen, blev han mødt af den nye butler, Andrew Bailey. Han stammede fra en lang linje af tjenestefolk, som havde tjent Englands elite i seks generationer.
”Goddag Andrew”. Howard tog sin lange grå trenchcoat af; farven passede til hans dybe grå øjne.
”Velkommen hjem, Hr. Stone.” Butleren, en mand først i sine fyrrere med kort sort hår, gik mod ham for at tage imod hans jakke. Howard overrakte sin jakke og løsnede sit slips, som skjulte sig halvt bagved hans sølvgrå vest. Sin stok beholdt han dog. Howard åndede lettet op over at endelig være hjemme, og skulle til at sætte kurs mod første sal, da butleren henvendte sig til ham.
”Frk. Elza venter dem i haven, sir.” Butleren vente sig om med tøjet og forsvandt gennem en af de mange døre, der ledte ind og ud af hallen. Howard ændrede sin kurs og satte mod haven, som befandt sig i den østlige side af palæet. Der var et stort drivhus fyldt med eksotiske planter, som krævede ekstra kærlighed for at vokse. Der var planter fra hele verden; det var næsten som at tage på en lille jordomrejse at gå gennem drivhuset. Der var tre forskellige citrontræer, eukalyptus, to oliventræer, en række forskellige kødædende planter, orkideer i alle farver og former, samt en masse andre frugter, bær, grøntsager og blomster fra de fjerneste kanter af verden. Howard lod de mange dufte lege med hans sanser et øjeblik, før han forlod drivhuset og gik ud i haven. Solen var fremme, og kun få skyer dekorerede himlen over hans hoved. I midten af haven stod en kæmpe rødbøg, stolt og rank. Trækronen dannede en næsten perfekt naturlig halvkugle, som strakte sig over 12 meter i diameter, og 20 i højden. Det var som en halvkugle af blodrøde flammer, der glinsede i solen. Under det prægtige træ sad hans storesøster Elza på en stol ved et lille cirkulært hvidt havebord. Hendes lyse lange hår hang løst ned ad hendes ryg og forenede sig med hendes hvide kjole. Der var allerede sat the frem til ham.
På trods af at Howard nærmede sig næsten lydløst i det bløde grønne græs, var hans søster alligevel den første til at tale.
”Velkommen hjem, kære bror.” Hun drejede hovedet og sendte ham et smil, før hun tog en tår af sin the. Hendes blinde øjne så lige igennem ham, som var han lavet af tåge. På bordet lå der et spil kort. Kortene så større ud end normale spillekort.
”Søster!” Howard gik helt hen til bordet og betragtede hende. Hun så fredfyldt ud, hvilket altid hjalp på Howards humør. Der var dog også noget i hendes mimik og stemme, der afslørede en sorg, som lå dybt gemt. Som en torn der havde gravet sig så dybt ind, at den skulle skæres ud med en kniv. Howard kom et øjeblik til at tænke på Sara, og mærkede selv tornen, som også pressede ham.
”Hvordan har du det?”
”Fint, men jeg er mere interesseret i dig. Kom, sæt dig ned. Jeg har allerede snakket med Marcus, han har fortalt mig det hele.” Howard satte sig som instrueret.
”Det hele? Så han har allerede været her?”
”Ja, det hele. Men jeg vil alligevel gerne høre det fra dig af også. Hvis du vil være så venlig?” Hendes blik fangede noget ude i intetheden. Howard fik en underlig fornemmelse af, at der var visse ting, som hans søster kunne se. Ting han ikke kunne. Han slugte en klump i halsen før han talte.
”Der er ikke meget at fortælle. Vi stoppede en gal troldmand, og fik lukket endnu et knudepunkt. Snart vil vi være sikre. Det lover jeg.”
”Fortæl mig det hele, Howard.” Elza tog endnu en tår af sin the. Hendes venstre hånd holdt hun på underkoppen for at kunne finde den igen. Howard kunne ikke undgå at lægge mærke til, at hun kun fik sat koppen ned med en del besvær. Selv efter to år i blindhed var hun stadig plaget af dagligdags problemer. Hun havde mistet synet, da hun havde skabt stenen, han igen fandt imellem sine hænder. Han lagde stokken fra sig, da han selv opdagede det. Howard tog selv en tår af sin the. Varmen fra den velsmagende drik føltes rart i hans indre. Som en lindrende eliksir der beroligede hans sind, eller var det noget andet, som lettede hans hjerte.
”Har Andrew sørget godt for dig?”
”Hold op med at tale uden om, Howard. Jeg er godt klar over det med indbyggerne. Marcus slukkede deres lys.” Howard var overrasket over hendes direkte måde at håndtere det på. Hun fortrak ikke en mine, da hun udtalte ordene.
”Slukkede deres lys.” Howard rykkede sig i sædet, som pludselig føltes ubehageligt.
”Var det Marcus’ måde at sige det på?” Elza tog endnu en tår af sin the, hendes øjne fandt hans blik med en unaturlig sikkerhed. “Det var en fejl. Jeg skulle ikke have taget ham med.”
”En fejl? Og hvordan ville du så have klaret en så formidabel fjende som den gale præst, og hele byens befolkning på en og samme tid?” Elza vendte ansigtet mod den blide vind. “Selv den mægtige Howard Stone har sine begrænsninger.” Howard betragtede sin stok, som stod op ad bordet. Han så ind i den perfekte overflade på den sorte sten, som dekorerede enden af den.
”Selv på trods af stenen du bærer rundt på.” Howard kiggede forbløffet på sin søster. Han prøvede at beslutte sig, om hun muligvis kunne se, men hendes blik holdt sig fastlåst ud i et tomt sted hinsides denne verden.
”Jeg ville have fundet en anden måde. Han gik for vidt, Elza. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre… Xeroth er forvist, men det er, som om han aldrig rigtig forlod os.” Elza lod sine hænder famle over bordet, indtil hun ramte Howards. Hun tog hans hænder i sine egne og gav dem et klem.
”Vi har stadig brug for hinanden. Marcus og dig har også brug for hinanden. Ja, Marcus kan være svær at styre, men du må også indrømme, at på sin egen måde har han ret. Vi kan ikke tillade, at verden bliver bekendt med magi, troldmænd, andre verdener og uhyrer. Den er ikke klar til det, Howard. Verden er ikke klar, og måske bliver den det aldrig. Desuden så har vi også De Vise at bekymre os om. Jeg er bange for, at dette korstog kan ende galt, hvis vi ikke er mere forsigtige.”
”Hvad mener du?”
”Howard. Tror du, at Taro-ordenen vil blive ved med at tillade, at deres medlemmer forsvinder og bliver dræbt af den såkaldte troldmandsjæger? Det er kun et spørgsmål om tid, før de gør gengæld. De Vise finder sig ikke i hvad som helst. Vi har brug for alle i familien. Kun sammen er vi stærke. Det var sammen, vi stod mod Xeroth, og kun sammen kunne vi besejre ham.” Howard tog sin søsters ord ind. Der var visdom i dem. De Vise var lederne af Taro-ordenen. De mægtigste troldkarle i verden, hvis man skulle tro historierne. Howard kiggede nærmere på kortene, som lå på bordet. Det var en stak tarotkort. Normalt reserveret til plattenslagere der udgav sig for at være spåkoner eller medier, som kunne komme i kontakt med de døde. Et simpelt trick som også var kendt som ’cold reading’, en teknik hvor den formodede clairvoyant fik folk til at fortælle alverdens ting om sig selv og deres døde slægtninge, og samtidig overbevise dem om, at det ikke stammede fra dem selv. Howard havde set dette flere gange i løbet af årene. Han hadede den slags folk. De brugte al deres tid på at narre folk for deres penge, og samtidig give dem falske forhåbninger om fremtiden og fortiden.
”Træk to kort,” sagde Elza pludseligt. Som om hun kunne fornemme, hvor hans blik og tanker var henne. Med én lang bevægelse lagde hun kortene ud i en vifte foran sig.
”Jeg ved ikke, Elza. Je-”
”Jeg ved udmærket godt, du ikke tror på det, Howard. Men for min skyld, tag to.”
”Udmærket.” Howard skulle til at trække det første i en hurtig bevægelse, da hans søster standsede ham med en løftet hånd.
”Forsigtigt, Howard. Tag dig tid. Tænk, træk vejret. Føl dit kort, tro på det” Howard gav det en chance, og han lod hænderne glide hen over kortene i en rolig bevægelse. Pludselig kunne han mærke noget. En følelse, en slags fornemmelse af en kurs. Han trak kortet og lagde det med billedsiden opad. Det første kort forestillede et tårn. Foran tårnet stod en vagt, Howard kunne ikke beslutte sig for, om vagten sørgede for, at ingen kom ind i tårnet, eller om vagten var stationeret der for, at ingen forlod tårnet. Det næste kort, han trak, forestillede en ung kvinde, som sad på en græseng. Jomfruen stod der på kortet under billedet. Kvinden på kortet virkede trist. I baggrunden stod der et træ, i skyggen af det stod en mandlig figur og gemte sig. Howard kiggede på Elza, som nu stirrede direkte ind i hans øjne.
”Marcus tog ind til fastlandet. Hver så venlig at hente ham hjem igen. Jeg bliver rastløs af at være her alene. Du kan finde ham i Folkestone.” Howard rejste sig for at gå. Han skulle til at sige farvel, da Elza talte igen.
”Hils Sara fra mig. Det er lang tid siden, du sidst har besøgt hende. Hun har brug for dig, Howard. Og du har brug for hende.”
”Hvad med kortene?” Spurgte han.
”Tårnet og jomfruen… Hvad mener du selv Howard?”
”Sara?”
”Hvem ellers?” Svarede hun roligt.
”Og hvad så med figuren i baggrunden?” Spurgte han med en lidt irriteret stemme.
”Baggrunden?” spurgte hun undrende. Howard kiggede ned på kortene igen, og figuren i baggrunden på jomfruens kort var væk. ”Bare glem det.” Svarede han. Hun nikkede og tog en tår af sin te. Howard sagde ikke mere, før han tog sin stok og forlod Elza ved havebordet.